Vejr og årstider i Bolivia
Bolivia har to årstider – den våde og den tørre tid. Bolivia ligger på den sydlige halvkugle.
Derfor er årstiderne modsat af Danmark. Landet har sommer fra november til marts og vinter fra april til oktober. Det er vådt om sommeren og tørt om vinteren.
Men der er stor forskel på, hvor meget det regner i forskellige dele af landet. Landet kan både opleve oversvømmelser og tørke. Klimaforandringer har gjort vejret mere uforudsigeligt. Det påvirker især dem, der lever af landbrug og af naturen.
Den store højdeforskel
Der er mere end 6.000 meters forskel på de laveste og de højeste områder i Bolivia.
De laveste områder ligger cirka 70 meter over havet. Her er klimaet tropisk regnskov og savanne. Andesbjergene løber gennem Bolivia, og det højeste bjerg er Nevado del Sajama på 6.542 meter. I bjergene og på højsletterne er klimaet tempereret. Og der kan være frost og sne om vinteren.