Foto: Hans Bach

Om Hele Verden i Skole

Hele Verden i Skole er en kampagne, der sætter børns ret til uddannelse på skoleskemaet i Danmark. Kampagnen består af bogen LæseRaketten med et online elev- og lærermateriale, hvor eleverne kan gå på opdagelse i blandt andet film, billeder, musik, og hvor læreren kan finde en række konkrete opgaveforslag, undervisningsmateriale til emneuger og meget andet. Derudover kan man vælge at deltage i 'Den Globale Aktionsuge' samt en indsamling, hvor elever fra Danmark, Sydslesvig og Grønland har mulighed for at samle ind og støtte børns skolegang i fattige lande.

LæseRaketten

LæseRaketten er en gratis bog til elever i grundskolen. Bogen er trininddelt og kan anvendes fra børnehaveklasse til og med 6. klasse. Bogen puster til elevernes læseglæde, og samtidig får den dem til at reflektere over retten til uddannelse og forskellige kulturer. LæseRaketten indeholder portrætter af børn fra andre lande - et nyt land hvert år - samt skønlitterære historier, der er skrevet af kendte danske børnebogsforfattere.

Den Globale Aktionsuge

Hvert år arrangeres en global aktionsuge, som elever fra mere end 100 lande deltager i. Den Globale Aktionsuge har til formål at minde verdens ledere og regeringer om de løfter, de gav i New York i 2015 med de 17 verdensmål, hvor mål nummer 4 handler om uddannelse af god kvalitet til alle i verden. Hvert år er der en global aktivitet, som elever fra mere end 100 lande deltager i. Det betyder, at mere end 8 millioner børn står sammen i aktionsugen om at formidle budskabet til verdens ledere: Alle børn har ret til at gå i en god skole.

Indsamling

Indsamlingen giver eleverne mulighed for at samle ind til børns skolegang via Oxfam IBIS´ uddannelsesarbejde. Derved hjælper de børn i udviklingslande med at få en uddannelse, samtidig med at de selv kan opleve, at de kan gøre en forskel for børn, der ikke har samme muligheder i livet som danske børn. Eleverne kan deltage i indsamlingen på forskellig vis – kun fantasien sætter grænser. Find konkrete forslag og ideer til årets indsamling under Det kan du gøre.

Hele Verden i Skole - en del af en global kampagne

Global Campaign for Education (GCE) er en international kampagne, hvor Oxfam IBIS arrangerer den danske del, Hele Verden i Skole. Hvert år deltager mere end 8 millioner børn i mere end 100 lande. Kampagnens mål er, at de forskellige regeringer holder deres løfte til verdens børn om, at de kommer i skole. Verdens ledere blev i 2015 enige om at forpligte sig til at sikre alle børn en god skolegang inden 2030.

Video