Foto: Kristian Lytken Laursen

Ollo arbejder i guldminen

Sidst ændret
14.01.2021

Ollo lister sig forsigtigt hen imod det store træ. På træets stamme sidder et firben. Det er ligeså langt som en mands underarm. Ollo sigter med slangebøssen, og den lille sten flyver af sted mod træet.

Ollo går tit på jagt. Han skyder både fugle og firben. De smager godt, når de bliver ristet over et bål. Han har selv lavet slangebøssen af gummi fra en cykelslange. Når Ollo kommer hjem med et firben, bliver aftensmaden bedre.

Ollo knuser sten

Ollo er 11 år og arbejder i guldminen i Djikando. Før i tiden gik Ollo i skole. Hans familie levede af landbrug. Men så blev høsten dårligere, og familien må nu tjene penge til mad og tøj ved at arbejde i minen.

Guldet i minen er inde i store sten. Stenene bliver gravet op af dybe huller. Så bliver de hamret til mindre sten. Bagefter bliver de små sten knust i en stenmølle. Når stenene er blevet til fint støv, kan man vaske det og være heldig at finde guldstøv.

Ollo knuser de store sten med en hammer. Han fylder de knuste sten i en sæk. En fyldt sæk vejer 50 kilo . Den får Ollo 17 kroner for. Ollo sidder og arbejder på en lille plads mellem tre telte. Støvet fra stenene lægger sig overalt - på ham selv, hans tøj, sko og på teltene.

Ollo har gået i skole i fire år og kunne godt lide at læse på birifor. Det er det sprog, som Ollos folk taler. I skolen læste de spændende fortællinger og eventyr. Ollo kunne især godt lide, når de skulle skiftes til at læse højt.

Ollo drømmer om at blive læge. Han vil gerne kunne hjælpe andre mennesker, når de er syge. Men så skal han tilbage i skolen. Han håber på at høsten snart bliver bedre.

Historien om Ollo er fra 2017