Fakta og tal om Burkina Faso

Sidst ændret
03.12.2021

Burkina Faso er blandt de fattigste lande i verden. Cirka halvdelen lever under fattigdomsgrænsen – de har mindre end 8 kroner om dagen.

  • Hovedstad: Ouagadougou [Wagadugo]. På mossi-folkets sprog mooré betyder det: Du er velkommen her hos os – føl dig hjemme. Der bor 1,8 millioner mennesker i byen.
  • Geografi: Burkina Faso ligger syd for Sahara-ørkenen. Landet grænser op til Benin, Elfenbenskysten, Ghana, Mali, Niger og Togo. Landet er en indlandsstat. Det betyder, at det ikke har grænser ud til havet. Burkina Faso er seks gange større end Danmark: Burkina Faso er 274.200 kvadratkilometer, Danmark er 43.094.
  • Sprog: Det officielle sprog er fransk (Burkina Faso var fransk koloni 1886-1960). Der tales desuden omkring 60 lokale sprog i landet. Mange mennesker taler ikke fransk.
  • Folk: Der bor 20,8 millioner mennesker i Burkina Faso. Man kalder folk fra Burkina Faso for “burkinere”. Der findes ca. 60 forskellige folk i landet. De har hver deres traditioner og sprog. Det største folk er mossi-folket, som udgør halvdelen af befolkningen.
  • Religion: Omkring 60 % af befolkningen er muslimer, 30 % er kristne (både katolikker og protestanter). Troen på ånder og ritualer knyttet til de gamle kulturer er også almindelige mange steder.
  • Uddannelse: Kun halvdelen af befolkningen kan læse og skrive. For kvinderne er det kun 1 ud af 3, er kan læse og skrive. 60-70 % af alle børn i skolealderen er indskrevet i en skole, men mange kommer ikke til undervisningen, fordi de må hjælpe familien med at arbejde og tjene penge. Samtidig er kvaliteten af undervisningen mange steder dårlig: Der er mange børn i hver klasse, der mangler uddannede lærere, og der er få undervisningsmaterialer og bøger. Derfor lærer langt fra alle børn at læse og skrive.
  • Sundhed: Mange har ikke adgang til at komme til læge. Ca. 25 % af alle børn under 5 år er fejl- eller underernærede, og kun 1/3 af alle kvinder kommer på hospitalet eller får hjælp, når de skal føde.
  • Økonomi: De fleste i Burkina Faso lever af små landbrug. De dyrker jorden, så familien kan få mad og måske sælge en smule på markedet. Landets hovedeksport er guld og bomuld. Derudover eksporteres peanuts, shea-nødder, sesam, majs og ris.  Burkina Fasos økonomi er sårbar overfor forandringer i vejret. For lidt eller for meget regn kan have store konsekvenser for mange menneskers adgang til mad.
  • Demografi: Burkina Fasos befolkning er meget ung. 43% er under 15 år. Se befolkningens aldersfordeling.