Verdensmål 15: Livet på land i Bolivia
Verdensmål 15 handler om at passe bedre på jorden. Om at beskytte planter og dyr. Og om at leve mere bæredygtigt. Lige nu er mange dyre- og plantearter truede. I de sidste 50 år er halvdelen af verdens vilde dyr forsvundet. Det er, fordi vi fælder skovene, forurener og jager dyr. For eksempel er elefanterne i fare, fordi folk jager dem for at få fat i deres stødtænder.
Det er vigtigt at bevare en rig natur, så vi stadig kan bruge den. Og så vi ikke ødelægger den for altid. En måde vi kan nå verdensmål 15, er at plante flere træer og stoppe med at jage truede dyrearter.
I Danmark skal vi også passe på vores natur. Over 6/10 af Danmarks bruges til landbrug. Det gør, at der ikke kan vokse skove i de områder. Og så bruger man tit sprøjtegift i landbruget. Det betyder, at vores grundvand bliver forurenet.
I LæseRaketten møder vi Liseth på 9 år. Hun bor i Amazonas regnskoven med sin familie. Liseth vil gerne have det samme arbejde som sin mor. Hun deler frø ud. Så kan folk dyrke grøntsager og planter til mad og medicin. Liseth ved, at det er vigtigt at passe på Amazonas’ planter. På den måde hjælper hun også med til at nå verdensmål 15.
I Bolivia er det et stort problem, at regnskoven bliver fældet. Så fjerner man den natur, mange mennesker og dyr lever i. Og træerne, der laver ilt. Faktisk kalder man Amazonas for verdens lunger.
Verdensmål 15 handler om, at vi bruger vores natur på en bæredygtig måde. Og at vi passer på dyrene og den natur, vi lever af.