Aktionsugen 2017
I årets aktionsuge for uddannelse har børn i Danmark og hele verden mindet politikerne om deres løfter med verdensmål 4 om god uddannelse til alle inden 2030. I Danmark har skoleelever lavet bog-balance-videoer og deres helt egne verdensmål 4-taller.
”Hele verden skal i skole for at undgå fattigdom, for at kunne klare sig selv, for at sikre fred, for at blive en god borger, for at lære at læse”. Ordene kommer fra Ilayda fra 4.c på Charlotteskolen, som er i gang med en bog-balance-konkurrence. Ilayda lægger langsomt men sikkert en bog mere på hovedet, mens hun kommer med endnu et argument for, hvorfor hele verden skal i skole. Hun forsætter med at stable bøger på hovedet, indtil alle bøgerne brager på gulvet, hvorefter Ilayda udbryder ”Tab ikke fremtiden på gulvet”. Budskabet står stablet i bøger - de danske skoleelever vil have hele verden i skole.
Uddannelseskonference
Aktionsugen kulminerede på Christiansborg, hvor seje og engagerede skoleklasser overleverede verdensmål 4 på vegne af alle danske skolebørn.
Det første arrangement var en konference om uddannelse, hvor der var politiske indspark fra både nær og fjern. Der blev sat gang i en heftig paneldebat om uddannelse til alle med udviklingsordførere fra forskellige politiske partier. Elever fra både 5- og 10. klasse på Østerbro International School havde forberedt kritiske spørgsmål til paneldeltagerne.
”Jeg håber da, at politikerne lytter. I hvert tilfælde er det rigtig godt, at få muligheden for at komme herind og møde dem og se det sted, hvor alle de vigtige ting bliver besluttet”, siger Fiona fra 5. klasse på Østerbro International School.
To elever fra 5. klasse på Østerbro International School udførte også bog-balance-konkurrence, og dagen blev afsluttet med en tale fra udviklingsminister Ulla Tørnæs, der fastslog at uddannelse er nøglen til frihed.
Aktionsdag
Årets aktionsdag i København startede indenfor på Christiansborg med, at Camilla Ankerstjerne og Aligo Francis spillede sange fra Sydsudan. Eleverne sang livligt med på den fine sang om en dreng, der ikke kan finde sine forældre. Derefter kom Rasmus Nordqvist fra Alternativet og fortalte eleverne om, hvordan et folketingsmedlem kan hjælpe børn i Sydsudan. Herefter overleverede elever fra 4.c på Charlotteskolen og 5.b fra Birkerød Skole verdensmål 4-taller på vegne af alle danske skoleelever til undervisningsminister Merete Riisager.
”Det er spændende, at være her i dag og få lov til at sige til ministeren, hvorfor alle børn skal i skole. Det er tredje gang, vi er med i aktionsdagen. Det var faktisk os selv, der overbeviste vores klasselærer om, at vi skulle være med igen” siger Nikolaj fra 4. c på Charlotteskolen. Eleverne sendte også bog-balance-udfordringen videre ud i verden, mens undervisningsministeren lyttede til elevernes argumenter for, hvorfor hele verden skal i skole.
Om aktionsdagen
Aktionsdagen er en del af Hele Verden i Skole-kampagnen og formålet er, at huske verdens ledere på, at alle børn har ret til at komme i skole. De danske politikere skal holdes ansvarlige for, at verdensmål 4 om uddannelse til alle bliver opfyldt inden år 2030.
Klik på billederne fra dagen og se dem i fuld størrelse: