Religion og tro

Sidst ændret
05.07.2020

Religion betyder meget for et land som Uganda. Kristendommen er den mest udbredte religion. Folketællinger fra 2014 viser, at over 72 procent af befolkningen er kristne, mens cirka 14 procent er muslimer.

I de nordlige og vestlige dele af bor der flest kristne. I den østlige del af Uganda bor de fleste af Ugandas muslimer.

Både kristne og muslimske højtider er nationale helligdage, hvor folk har fri. Langfredag, påskedag, Eid al-Fitr, Eid al-Adha og jul er helligdage i Uganda.

Uganda har igennem historien været plaget af religiøse konflikter. I 1870’erne kom missionærer fra England og Frankrig til Uganda. Missionærerne ville have uganderne til at blive kristne. I samme periode udbredte arabiske handelsfolk islam i regionen. Det skabte konflikter mellem de forskellige trosretninger, og med tiden også geografiske, politiske og religiøse skel igennem Uganda.

Religion kan være et vigtigt holdepunkt for folk, der lever i fattigdom eller konflikt. I LæseRaketten kan du læse om Innocent, og hvordan han bruger sin religion og tro til at finde både trøst og svar, når hverdagen og livet er svært.