Foto: Heidi Brehm

Marabu-stork

Sidst ændret
05.07.2020

Marabustorkene lever i Afrika syd for Sahara. De lever typisk på åbne savanner, men man finder dem også tæt på byer og befolkede områder. Marabustorken er kendt for sit særlige udseende.

Fakta om Marabu-storken

  • Levested: Afrika, syd for Sahara
  • Type: Fugl
  • Føde: Næsten alt
  • Alder: Cirka 20 år
  • Størrelse: 1,4-1,5 meter høje
  • Vægt: 4-9 kg
  • Antal: Cirka 100.000-300.000
  • Sjove fakta: Den sjove røde pose under næbbet regulerer fuglens temperatur

Måske verdens grimmeste dyr

Marabustorken er ikke til at overse. Den har lange grå ben, den store krop, det skaldede hoved og hals, den sorte ryg og fuldstændig hvide underkrop.

Marabustorken ser i det hele taget lidt sjov ud. Den har derfor også fået et uheldigt tilnavn. Mange anser den nemlig for at være et af verdens grimmeste dyr. Titlen skyldes især den komiske røde pose, som hænger under næbbet og det skaldede hoved. Selvom Marabustorken ser lidt sjov ud, så er der en mening med det hele. Det er nemlig en af Afrikas bedste skraldemænd.

Afrikas bedste skraldemænd

Marabustorken er altædende og spiser også ådsler – døde dyr. Hvis man vil finde en Marabustork, kan man kigge op i luften efter gribbe. Ofte følger marabustorken nemlig efter gribben. Gribben er udstyret med kløer der kan rive igennem ådsler.

Marabustorken venter til gribben er færdig, før den selv begynder at spise af ådslet. Det skaldede hoved og den bare hals er tilpasset til at være ådselæder. Det er nemlig nemt at holde rent, når man spiser af et stort kadaver.

Faktisk spiser marabustorken alt, hvad den kan komme i nærheden af. Den kan endda finde på at spise sko, metalstykker og affald. Derfor kan man også tit finde marabustorken tæt på genbrugspladser.

Marabustorken har derfor også et andet øgenavn. Mange kalder marabustorken for Afrikas bedste skraldemand, fordi den spiser alt og levner intet på et ådsel.

Se og hør Dansk Ornitologisk Forenings optagelse af Marabustorken i forskellige områder i Uganda:

Video