Den afrikanske elefant
Fotografiet er under creatice commons CC
Der findes to forskellige arter af afrikanske elefanter: savanneelefanten og skovelefanten. Savanneelefanten er størst og har stødtænder, der buer indad. Elefanten er en af de klogeste dyrearter i verden - en elefant har en ligeså udviklet og kompleks hjerne som et menneske.
De tørstige og sultne kæmper
De afrikanske elefanter har meget store ører. De bruger ørerne som vifter til at køle deres krop ned, når de har det varmt. Elefanten er et enormt dyr og har derfor brug for meget væske. Faktisk skal de drikke mellem 100 til 200 liter vand om dagen.
De er også ret sultne. En hunelefant spiser op til 250 kg mad om dagen, og en stor han spiser mellem 300 og 400 kg mad på bare én dag. De spiser mest af alt græs, men når der tørketid, spiser de kviste, bark og rødder. De bruger både deres fødder, snabel og stødtænder til at få rødderne op.
Fakta om den afrikanske elefant
- Levested: Skov, savanne, græsområder og ørken i Afrika
- Type: Pattedyr
- Føde: Græs, kviste, bark og rødder
- Alder: 80 år
- Størrelse: De største hanner kan blive op 4 meter høje
- Vægt: Op til 6 ton
- Antal: Cirka 415.000
- Sjove fakta: Elefanten er det eneste pattedyr, som ikke kan hoppe
Den største og ældste hun bestemmer i flokken
Elefanterne lever i familieflokke, der bliver ledet af matriarken, som er den erfarne og ældre hun. Hanelefanter lever alene eller sammen med få andre hanner. Hannerne bliver jaget væk fra flokken, når de bliver kønsmodne. Elefanterne på savannerne bliver kønsmodne, når de er cirka 12 år. Hannerne opsøger kun flokke, når de skal parre sig. Elefanterne føder en elefantkalv cirka hvert fjerde år.
Elefanter bruger deres fødder til at lytte med
Elefanter har helt fantastiske evner til at kommunikere med andre elefanter. En elefant kan kommunikere med forskellige lyde til at advare om fare, kalde på deres mage eller unger og til at skræmme andre elefanter. Lydene kan ikke altid høres af mennesker.
Af og til må elefanten bruge sine fødder til at lytte. Fødderne kan opsamle vibrationerne i jorden fra de dybere lydniveauer. De bruger også deres snabel til at opfange lyde og rystelser i jorden. Forskere mener, at elefanter kan opfange jordskælv før moderne teknik kan.
Elefanterne kommer ofte tæt på landsbyer. Hvis de føler sig truede, kan de godt finde på at angribe. Man skal især passe på, når de har unger. Her går en elefant og spiser grene tæt på en skole i det vestlige Uganda.
Pas på elefanterne
Elefanterne kommer ofte tæt på landsbyer. Hvis de føler sig truede, kan de godt finde på at angribe. Man skal især passe på, når de har unger. Her går en elefant og spiser grene tæt på en skole i det vestlige Uganda.
Se de flotte elefanter fra Uganda på savannen og ved en flod i Queen Elisabeth nationalpark.