I skole i Kenya
Skoleåret i Kenya starter i januar og slutter i oktober. Det er delt op i tre dele. Hver del hedder et semester:
- Første semester er fra januar til april.
- Andet semester er fra april til august.
- Tredje semester er fra august til slutningen af oktober.
Midt i hvert semester er der en ferie på tre dage. Mellem hvert semester er der tre ugers ferie. Når skoleåret er slut sidst i oktober, har eleverne en ferie på to måneder. I starten af januar begynder det næste skoleår.
I Kenya begynder man i skole, når man er seks år. Grundskolen er fra 1.- 8. klasse. Dér går man, indtil man er 14 år. Efter 8. klasse kan man starte i gymnasiet. Det varer fire år. Bagefter kan man gå på universitet i fire år.
I 3. og i 6. klasse har alle skoler i hele landet nationale test. Det kan du også læse om i LæseRaketten. Den dag, vi besøgte Gloria fra LæseRaketten, skulle hendes klasse tage den nationale test.
Kenya er i gang med at ændre sit skole-system. Det kommer til at tage nogle år, før alle er flyttet fra det gamle til det nye system. Det nye kommer til at se sådan ud:
- Børnehaveklasse varer i to år. Eleverne kan starte, når de er 3 år.
- 1. - 6. klasse hedder ”grundskolen”. Her er eleverne 6-12 år.
- 7. - 9. klasse hedder ”første del af gymnasium”. Her er eleverne 13-15 år.
- 10. - 12. klasse hedder "anden del af gymnasium". Her er eleverne 16-18 år.
- Herefter kan man gå på universitet eller teknisk skole.
I videoen kan du besøge de skoler i Kenya, som børnene fra LæseRaketten går på: