Løve
Løven kaldes for dyrenes konge. Den lever på de varme afrikanske savanner. Desværre er det en truet dyreart. Før var der løver i næsten hele verden. I dag lever der kun løver i Afrika og Indien. I den vestlige del af Sydsudan er der kun omkring 500 løver.
Ligesom andre kattedyr jager løver om natten og slapper af i skyggen om dagen. Derfor vil man ofte kunne se en hel løveflok ligge og dase under de høje akacietræer på savannen.
Foto: Pixabay / CC
Fakta om løven
- Levested: Busk- og tropisk savanne i Afrika og Indien
- Type: Pattedyr
- Føde: Typiske byttedyr er antiloper, zebraer, bøfler og gnuer
- Alder: 10-14 år
- Størrelse: 1,4-2,5 meter lang
- Vægt: 120-250 kg
- Antal: Løven er en truet dyreart. Der findes kun omkring 500 løver i Sydsudan og 15.000-20.000 i Afrika
- Sjove fakta: Løven er en del af kattefamilien. Den er i familie med jaguaren, leoparden og tigeren
Jager i flok
Løven er et socialt dyr sammenlignet med andre kattedyr. De lever i flokke på op til 15 løver. I flokken er der flest hunløver og kun én eller to hanløver. I en løveflok er alle hunløver i familie med hinanden. Når løverne går på jagt, ligger de på lur i det høje græs på savannen. De jager mest antiloper, zebraer og gnuer. Selvom hanløven er størst, er det hunløverne, der jager. De er hurtigere end hanløverne. Men når hunløver i flok har nedlagt et byttedyr, spiser hanløverne altid først. Hunløver og unger må pænt vente til det bliver deres tur.
Stor, brun og pelset
Der er tydeligt forskel på hanløver og hunløvers udseende. Hanløverne går rundt med en stor, brun og pelset manke. Den beskytter ham mod bid fra andre hanløver. Samtidig får manken en hanløve til at se større og stærkere ud over for hunløverne. Manken kan blive over 1 meter lang. Men det koster energi at have en så stor manke. Hvis en hanløve bliver syg, kan han helt miste manken.
Hanløverne parrer sig med hunløverne i parringssæsonen. Hunnerne er typisk i brunst i 3-4 dage. I den tid parrer løverne sig flere hundrede gange. En hunløve går drægtig i 110 dage. Herefter føder hun op til 4 unger ad gangen. Løven har kun få fjender. Et af de få dyr, der angriber løven, er hyæner. I tider med meget lidt føde kan hyæner endda finde på at angribe en rask voksen løve.
En hanløves brøl
En hanløves brøl kan høres på 10 kilometers afstand. De brøler for at markere deres territorium. Et territorium er et stort område, hvor der kun lever én løveflok.