Tegning: Stine Dippel

Afrikansk bøffel

Sidst ændret
12.01.2021


Foto: Pixabay / CC

Fakta om den afrikanske bøffel

  • Levested: Syd for Sahara på Afrikas savanner
  • Type: Pattedyr 
  • Føde: Vegetarisk, græs og blade
  • Alder: 20-25 år
  • Størrelse: 1-1,7 meter høj over skuldrene
  • Vægt: 400 kg-1 ton
  • Antal: 10.000 i Sydsudan. 900.000 på verdensplan
  • Sjove fakta: Den afrikanske bøffel står på listen over de farligste dyr i Afrika

På savannen i det nordlige Sydsudan er der store flokke af afrikanske bøfler.

De mørkebrune bøfler er nemme at få øje på. De har store w-formede horn.

Hannerne har de største horn. De kan blive op til 1,5 meter lange. Hvor høj er du? Måske kan du ligge oven på hornene af en afrikansk bøffel.

Stor, stærk og glad for vand

Den afrikanske bøffel er både stor og tung. Voksne hanner vejer næsten 1 ton. Det er lige så meget som en bil. Derfor har den afrikanske bøffel kun få fjender. Den er stor og stærk, så løver angriber den sjældent.

Bøflen er afhængig af vand fra vandhuller og floder. De store bøffelflokke vandrer ofte hele dagen i jagten på vand. Bøflerne elsker også at rulle sig i mudderet, når de kommer frem til et vandhul. 

Drøvtygger med 4 maver

Bøflen er drøvtygger, der kun spiser græs og blade. Bøfler har ligesom køer 4 maver, og de bruger gerne 8-10 timer om dagen på at spise græs.

De eneste alvorlige trusler mod bøflen er menneskers trofæjagt og krybskytteri. Nogle gange er den offer for andre rovdyr som løver og krokodiller. Dog er friske bøfler gode til at forsvare sig selv og kan faktisk være ganske farlige.