Amazonas – verdens største regnskov
Foto: CC wikimedia
Amazonas er verdens største regnskov med et areal på cirka 6,9 millioner km2. Den strækker sig ind i ni forskellige lande i Sydamerika: Bolivia, Brasilien, Colombia, Peru, Venezuela, Ecuador, Guyana, Surinam og Fransk Guyana.
Amazonas udgør cirka halvdelen af jordens regnskov. Verdens regnskove dækker 6 % af jordens overflade. Men de er levested for halvdelen af jordens dyre- og plantearter. Mange af dem kan kun leve i regnskoven.
Klimaet i regnskoven er varmt og fugtigt. I mange regnskovsområder regner det hver dag. Der falder mellem 2 og 10 meter regn om året i en regnskov. I Danmark har vi omkring 700 mm nedbør på et år. Temperaturen er 22- 29 grader i gennemsnit. Træer og planter kan vokse hele året.
Derfor er der meget frodigt.
Amazonas floden
Foto: CC wikimedia
Tværs gennem Amazonas regnskoven strømmer floden af samme navn. Det er verdens næst-længste flod med sine 6.400 km – kun Nilen er længere, 6.650 km. Men Amazonas er den mest vandrige. 20 % af alt vand, der strømmer ud i verdenshavene, kommer fra denne flod.
Amazonas har mere end 500 bifloder. I den tørre tid er floden 11 km bred – men i regntiden kan den visse steder blive op til 40 km bred. Store områder bliver oversvømmet. Nogle steder kan regnskoven stå under vand i næsten 200 dage om året.
Verdens lunger
Foto: Andreas Beck
Træer og planter optager CO2 (kuldioxid) og udleder ilt. Regnskoven bliver derfor kaldt verdens lunger. De er med til at omsætte rigtig meget CO2. Derfor er det en god ide at bevare skovene og plante nye, når man fælder træer.
Regnskovens mennesker
Foto: Andreas Beck
Der bor omkring 30 millioner mennesker i Amazonas-området. 9 % af dem tilhører forskellige oprindelige folk. De er afhængige af skoven og floderne for at kunne overleve. Thaliana og hendes familie hører til dem.
Se en lille film om regnskoven