Sådan så Ugandas befolkning ud i 2019.

Fakta og tal om Uganda

Uganda kaldes ofte for ’Afrikas Perle’. Landet fik det kærlige tilnavn tilbage i 1908, da Winston Churchill besøgte landet. Han blev så begejstret for landets flotte natur og venlige folk, at han gav det tilnavnet Afrikas Perle. Navnet har hængt ved lige siden.  

Befolkning: Der bor cirka 42 millioner mennesker i Uganda. Landet har en af verdens yngste befolkninger. Mere end halvdelen af befolkningen er under 18 år. Uganda har over 50 forskellige etniske grupper. Den største gruppe er Baganda. Den gennemsnitlige levealder er 59 år.

Hovedstad: Kampala er hovedstaden i Uganda. Der bor omkring 1,7 millioner mennesker i Kampala. Hovedstaden er en af Afrikas hurtigst voksende storbyer.

Sprog: Engelsk er det officielle sprog, men der tales også luganda, swahili, arabisk og andre lokale sprog.

Areal: Uganda er cirka 5,5 gange større end Danmark. Landet areal er på 241.037 km2.

Geografi: Uganda ligger i det centrale Østafrika, og har hele 6 nabolande. Mod øst ligger Kenya og mod nord Sydsudan. Mod vest ligger Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda, og endelig ligger Tanzania mod syd. Uganda er også nabo til Victoriasøen, som er Afrikas største sø.

Religion: Cirka 72 procent af Ugandas befolkning er kristne, mens omkring 14 procent er muslimer. Det største kristne kirkesamfund er katolikker, der udgør næsten 40 procent af befolkningen.

Møntfod: Ugandisk shilling. 550 ugandiske shillings svarer til 1 dansk krone.

Naturressourcer: Uganda har mange naturressourcer. Blandt de vigtigste er kobber, kobolt, bryozokalk, salt, guld og vandkraft.

Uddannelse: I 1997 blev det gratis for alle børn at gå i skole.  Man ville sikre lige adgang til skolen uanset om man var rig eller fattig. I dag er Ugandas skolesystem udfordret. Der er mangel på lærere, og mange skoler har overfyldte klasser. Familier må også selv betale for materialer og uniformer. Man skal også betale for at komme til eksamen. Bliv klog på uddannelse i Uganda.

Konflikt og borgerkrig: Uganda blev selvstændigt i 1962. Siden da har landet været præget af konflikt, borgerkrig og militærkup. Siden 1986 er der gennemført økonomiske og politiske reformer, men landet er stadig i dag blandt verdens fattigste og mest korrupte.

Flygtninge: Uganda er et af de lande i verden, der modtager flest flygtninge i forhold til sin befolkningsstørrelse. Der lever over 1,4 millioner flygtninge i Uganda. De fleste flygtninge kommer fra Sydsudan. Læs om flygtninge i Uganda.