Xinka-folket
Juan Carlos fra LæseRaketten og hans familie er en del af xinka-folket. Det samme er næsten alle andre fra deres område. De er et af de få oprindelige folk i Guatemala, der ikke er maya-folk.
Guatemalas borgerkrig varede i 36 år og sluttede i 1996. Under borgerkrigen var xinka-folket meget dygtige til at forene sig og gøre modstand. Derfor slog militæret hårdt ned på netop xinka-folket. Nogle forsvandt og andre blev dræbt.
Det var farligt at vise, at man var xinka. Derfor holdt mange op med at tale sproget og gå i deres traditionelle tøj. Xinka-sproget blev næsten glemt. I dag kan kun få tale deres sprog.
Hverken Juan Carlos eller hans forældre kan tale xinka. Kun hans bedsteforældre kan stadig tale sproget flydende.
I Guatemala er der lavet særlig hjælp for at passe på xinka-folkets kultur og sprog. Man hjælper xinka-folk i deres områder og deres ledere til at arbejde sammen.
Lærere får træning i at undervise i xinka-sproget – også selv om de ikke kan tale det i forvejen. Sådan er det for Juan Carlos’ lærer, Monica. Hun har ikke talt xinka som barn, men hun har lært at undervise i det. De lærer også at undervise i xinka-folkets kultur og traditioner. Det er deres sange, danse og ritualer.
Juan Carlos kan godt lide de særlige xinka-ritualer. De går ud på bjerget og finder et helligt sted. De ældre er bedst til at mærke energierne fra Moder Jord. De laver en cirkel og et alter. Alle har stearinlys med. Her beder de til guderne om gode ting som held eller en god høst.
Juan Carlos' forældre er begge to med i den fælles modstandskamp for at passe på xinka-folkets territorie og land. Juan Carlos’ mor fortæller, at det ikke kun er deres hjem og levebrød, som bliver ødelagt af minens forurening. Det er også xinka-folkets kultur og identitet. På xinka kaldes månen for bedstefar, solen for bedstemor og havet for bror. De føler sig forbundet med naturen og jorden. Det gør ondt på dem, når jorden bliver ødelagt.
Lyt til sangen ”vivir xinka,” som er en del af xinka-folkets kultur:
Her kan du set en af de mest typiske xinka-danse: