Mad og opskrifter
Over halvdelen af alle folk i Guatemala bor på landet. De fleste ejer eller lejer små stykker jord, hvor de dyrker grøntsager og frugt til deres familie. Mange dyrker kaffe, bønner og majs, men også bananer, mango, vandmelon og ananas. Hvis familien dyrker nok grøntsager, kan de sælge nogle af dem på markedet.
Majs og bønner er de afgrøder, der bliver dyrket mest. De fleste spiser majs og bønner hver dag. I Danmark spiser vi mest søde majs. Men der findes mange typer majs, og de dyrker dem alle i Guatemala. Nogle majs er bitre, nogle er røde, gule, hvide eller sorte.
Flere samler også planter og urter i de dele af landet, hvor jorden ikke er dyrket af mennesker. Rudy fra LæseRakettens mor samler urter i bjergene omkring deres landsby. Dem bruger hun til at lave traditionelle maya-k’iche’-retter af til hele familien.
I Danmark er det også blevet meget populært at samle planter og urter i naturen, som man kan bruge i madlavning. Der er mange danske planter, som kan spises for eksempel brændenælder, mælkebøtter, skvalderkål og hyldeblomster.
Hent pdf'erne og find opskrifter på retter, som forskellige børn fra LæseRaketten laver eller spiser. Lær også at samle brændenælder og lave din egen sunde te.