Guatemalas skolesystem
I Guatemala skal alle gå i skole, og det er gratis at gå i grundskolen. Ligesom i Danmark skal man gå i skole i 9 år. De har mange af de samme fag, som vi også har: sprogfag, matematik, natur og teknik og idræt. Børnene begynder i skole, når de er 6 år. I Guatemala er der både drengeskoler, pigeskoler og blandede skoler.
Den første del af skolen hedder primaria. Dér går børnene i skole fra 1. - 6. klasse. Efter 6. klasse starter de i secondario, som er 7. - 9. klasse. Secondario-skolerne ligger nogle gange langt væk fra, hvor børnene bor. Det kan tage lang tid at komme til skolen. Mange steder er den nærmeste skole med 7. - 9. klasse en privatskole, hvor man skal betale.
- 3 ud af 10 unge (15-24 år) fra fattige familier kan ikke læse.
- Færre piger end drenge lærer at læse i Guatemala.
- Blandt de rigeste unge kan alle læse.
Næsten alle børn i Guatemala starter i skole, men halvdelen af børnene bliver aldrig færdige med 6. klasse. Der er mange grunde til, at børn stopper for tidligt med at gå i skole. Nogle børn er nødt til at arbejde, nogle har for langt til skole, og andre bliver gravide alt for unge.
Dem, der stopper med skolen for tidligt, er oftest børn fra fattige familier, som taler andre sprog end spansk derhjemme. Og dem, som bor på landet langt fra de store byer.
I Rabinal, hvor Yonatan fra LæseRaketten bor, bliver mange børn ikke færdige med 6. klasse. Men i hovedstaden bliver 9 ud af 10 færdige med 6. klasse.
9 ud af 10 børn fra de rigeste familier bliver færdige med 9. klasse. Kun 1 ud af 10 børn fra de fattigste familier bliver færdige med 9. klasse.