Foto: Wikipedia Commons

Legenden om prinsesse Yennenga

Sidst ændret
02.07.2020

Der var engang en ung, modig prinsesse. Hun hed Yennenga. Hun er stammoder til mossi-folket i Burkina Faso.

Place de la Nacion

Place de la Nacion er en stor plads i hovedstaden. Her samles folk til vigtige begivenheder. De to heste på mindepladen er til minde om prinsesse Yennenga.

Foto: William Vest-Lillesøe

Legenden om prinsesse Yennenga er meget kendt i Burkina Faso. Den foregår i det 12. århundrede – for snart 1000 år siden.

Yennenga var en stærk og modig prinsesse. Hun red i krig for sin far, da hun kun var 14 år. Ifølge legenden blev hun stammoder til mossi-folket. Det er et af de største folk i Burkina Faso. Mange steder i landet er opkaldt efter hende.

Hun var en dygtig rytter, og hendes hest spiller en vigtig rolle i historien. Det er derfor, at landets mest populære efternavn er Ouédraogo. Det betyder nemlig ”hingst”. Burkina Fasos landshold i fodbold bliver kaldt for ”hingstene”.

Her kan du læse en kort udgave af legenden om prinsesse Yennenga:

Der var engang …

… et storslået kongerige i det vestlige Afrika. Den unge kongedatter, prinsesse Yennenga, var rigets fornemste kriger. Kongen ville ikke undvære hende i krigen, og derfor forbød han hende at gifte sig og få børn. Det gjorde Yennenga bedrøvet, og en nat besluttede hun sig for at stikke af.

Forklædt som en mand red hun ud i natten. Hun fortsatte i dagevis nordpå gennem skovene. På sin vej mødte hun fjendtlige krigere, som hun undslap med nød og næppe.

En dag mødte hun en kendt elefantjæger ved navn Riale, som boede alene i skoven. De to forelskede sig. Med tiden giftede de sig og fik en søn. Han fik navnet Ouédraogo til ære for den hingst, der havde båret Yennenga på flugten.