Foto: Heidi Brehm

Det vigtige vand

Sidst ændret
05.07.2020

Vand er en af de vigtigste ressourcer for, at mennesker kan leve. Men vand bruges ikke kun til at drikke, men også til at lave mad, vasketøj, til rengøring og til at få et bad. Vand er også helt nødvendigt for at kunne dyrke afgrøder og planter på marken.

I Uganda har 22 millioner mennesker ikke adgang til rent drikkevand. Det er mere end halvdelen af befolkningen.

Vand må hentes

I de større byer kan man godt få vand fra vandhanen, men ofte skal det renses, før man kan drikke det. Ude på landet må de fleste hente vand fra en brønd. Nogle steder er der langt til den nærmeste brønd, og folk må bære mange liter vand flere kilometer.

Det er ofte børnenes opgave at hente vand til familien. I 2013 brugte folk på landet i Uganda i gennemsnit 12-14 liter vand om dagen per person. En familie på ti medlemmer skal bruge meget vand. Derfor skal mange børn hente vand både morgen og eftermiddag. Vandet fragtes i store dunke og spande.

En hjemmelavet brønd


Foto: Heidi Brehm

I det vestlige Uganda bor Businge fra LæseRaketten. Han henter vand fra en brønd nær sin landsby. Brønden ved Businges landsby er et stort hul i jorden, som folk selv har gravet. De var trætte af at vente på, at myndighederne skulle bygge en brønd. Derfor gravede de selv et hul i jorden, indtil de fandt en kilde. I bunden kan man se vandet fra undergrunden. Det er brunt og mudret. Vandet skal koges, før det kan bruges i mad og til at drikke.

Video