Jordans landskab
Landskabet i Jordan består af tre meget forskellige områder, som du kan læse om her.
På vej til ørkenen - Foto: William Vest-Lillesøe
Ørken
Tre fjerdedele af Jordan er ørken. Ørkenen ligger i sydøst, og er en del af den nord-arabiske ørken.
I ørkenen regner det mindre end 200 millimeter om året. I Danmark regner det mere end 700 millimeter om året.
De fleste planter har brug for vand til at gro. Derfor er det kun nogle særlige planter, der kan gro i ørkenen.
Jordanfloden - Foto: Jean Housen
Jordandalen
Mod vest ligger Jordandalen. Her løber i Jordanfloden.
Jordandalen er et godt sted at dyrke jorden. Her er varmt hele året, jorden er god, og der er vand tæt ved.
I Jordalen er der mange olivenlunde, som er samlinger af oliventræer. Jordan er et af de lande i verden, der dyrker allerflest oliven.
Amman i det nordlige Jordan - Foto: William Vest-Lillesøe
Bjerge
Mod nord ligger bjergene. Her er ikke så varmt som i Jordandalen og ørkenen, og det regner mere.
Regnen betyder, at det er muligt at dyrke jorden. Derfor har mange jordanere gennem tiden bosat sig i det nordlige Jordan. Her findes de fleste større byer som Amman, Irbid og Karak.