Uddannelse er en menneskeret
Uddannelse er en menneskeret. Det betyder, at alle børn har ret til at gå i skole. Det står i FN's erklæring om menneskerettigheder og i Børnekonventionen.
Alligevel er der 59 millioner børn i verden, der ikke går i skole. Der er risiko for, at tallet bliver større på grund af corona-pandemien. Ikke alle børn kommer i skole igen, når skolerne åbner.
Uddannelse hører også med til verdensmålene. Mål nummer fire handler om alle børns ret til at gå i skole. Undervisningen skal være af god kvalitet. Læreren skal være uddannet, og der skal være ordentlige lokaler og skolebøger.
Uddannelse skaber udvikling
Uddannelse er en stærk kraft. Det er det bedste middel i kampen mod fattigdom og ulighed. Fattige børn, der kommer i skole, har bedre mulighed for at ændre både deres eget og familiens liv.
I skolen skal børn selvfølgelig lære at læse, regne og skrive. Men de skal også lære at klare sig i samfundet. De skal kunne samarbejde. Og det er vigtigt at lære om demokrati og rettigheder.
Der er altså god grund til at arbejde for, at ALLE verdens børn kommer i skole. Det er godt for både børnene, deres familier og samfundet.