Jaguar
- Levested: Regnskov og savanne i Sydamerika, Mellemamerika og Nordamerika
- Type: Pattedyr
- Føde: Pattedyr, fugle, fisk
- Alder: I naturen 11 – 12 år. I fangenskab op til 25 år.
- Størrelse: 1,5 – 1,9 meter lang og 55 – 75 centimeter høj.
- Vægt: 60 – 130 kilo
- Antal: Omkring 15.000. Jaguarer er ’nær truet’
- Sjove fakta: De fleste kattedyr er bange for vand. Men jaguaren er en god svømmer og foretrækker at leve nær floder og vandhuller.
Jaguaren er det største kattedyr i Sydamerika. De allerfleste af dem har lys, gullig pels med sorte pletter. Pletterne ligner roser. Derfor kalder man dem rosetter. De sorte pletter gør den svær at se mellem træerne. Så det er let for den at kamouflere sig i regnskoven. Der findes også sorte jaguarer.
Jaguarer lever alene. De finder kun sammen for at parre sig. En hun jaguar har et territorium på mellem 25 og 38 km2 – en han jaguar har det dobbelte.
Jaguarer er ikke specielt hurtige. Når de jager, sniger de sig ind på deres bytte og overrasker det. De bider de mindre byttedyr i halsen og lukker for luftvejene. Men de større dyr dræber de ved at bide direkte i kraniet med deres lange hjørnetænder. Jaguarer kan nedlægge dyr på op til 300 kilo. De kan også bide gennem skjoldet på en stor landskildpadde og andre krybdyr med panser.
Jaguarer er kønsmodne, når de er 2 – 3 år. Hunnen forlader sit territorium, når den er klar til at parre sig. Hun er drægtig i 90 til 110 dage og føder 1 – 4 unger. Ungerne bliver født blinde og får først deres syn, når de er 2 måneder. De kan klare sig selv, når de er 3 måneder gamle. Men de bliver ofte længere tid hos moren.
Jaguarens største fjende er mennesket. Dyrene bliver jaget for at få skindet. Og nogle steder fordi de tager bøndernes kvæg. Men jaguarer får også færre levesteder, fordi skovene fældes.