Migration og når folk flytter
I LæseRaketten kan du læse om Rudys brødre, der er rejst til USA for at arbejde. Det samme gør tusindvis af mennesker fra lande i Mellemamerika.
Der er mange forskellige grunde til, at folk rejser. Mange flytter på grund af stor fattigdom og arbejdsløshed. Andre vil væk fra vold, kriminalitet og korruption.
For rigtig mange er USA målet. Cirka 1 ud af 4 familier i Guatemala har familiemedlemmer i USA. De fleste sender penge hjem til deres familie.
Mange, der tager mod USA, er børn. Nogle rejser sammen med deres familie, andre alene. Mange tror, at det er lettere for børn at komme ind i USA. Det er en farlig rejse at tage alene – især for børn.
Mange fra lande i Mellemamerika rejser hver dag gennem Guatemala og Mexico til USA. Derfor kalder man denne rute for ”korridoren til USA.” Men mange klarer ikke den lange tur.
Hvis ikke man har lov til at rejse ind i USA, skal man finde en anden vej over grænsen. Man skal både krydse vilde floder og tørre ørkener. Også andre farer lurer. Blandt andet alligatorer, slanger, kriminelle bander og grænsepatruljer. Mange mennesker forsvinder på turen. Og nogle dør på vejen. Rejsen til USA er med livet som indsats.
Nogle vælger at få hjælp af en menneskesmugler med at krydse grænsen. I Guatemala kalder man dem for ”coyote”. Det betyder prærieulv. De kan for eksempel skaffe falske pas eller hjælpe med transporten mod betaling. Menneskesmuglere tjener mange penge på at få mennesker til USA. Men der er også mange, som er blevet snydt af menneskesmuglere. For eksempel kan de kræve en høj gæld, som kan tage flere år at betale af.
Selv om mange hver dag rejser mod USA, kommer langt fra alle frem. Nogle når ikke til grænsen, andre bliver opdaget og sendt ud igen. De fleste kommer tilbage endnu fattigere, end da de rejste. Og med hårde oplevelser i bagagen. Nogle har solgt alt, hvad de ejede for at få råd til rejsen. De har ingenting at vende hjem til. Og nogle har slet ikke råd til at vende hjem eller skylder penge til menneskesmuglere. De ender ofte med at tage arbejde i andre lande i Mellemamerika under meget hårde forhold. Mange prøver igen og igen at komme til USA.
Selv om rejsen er svær, så har mange i Guatemala håb og drømme om en bedre fremtid. De fleste rejser til USA for at kunne vende hjem og bygge et hus eller for at sende penge hjem til deres familier.