Foto: Flickr / CC
 

Borgerkrig betyder, at der er krig inden for et lands grænser. I Colombia har der været borgerkrig i mere end 50 år. Mange mennesker kan ikke huske, hvordan livet var før krigen.

Borgerkrigen handlede især om fattigdom, ulighed og retten til jorden. Der blev dannet oprørsgrupper, som greb til våben for at kæmpe mod den store ulighed.

Den største oprørsgruppe hed FARC. Regeringen så FARC som en terrorgruppe – FARC brugte nemlig hårde metoder i deres kamp. Det var for eksempel narkohandel, kidnapninger og mord.

Det var forskelligt om borgerne i Colombia holdt med regeringen eller med FARC. Nogle dannede grupper for at hjælpe enten FARC eller regeringen. Krigen mellem forskellige grupper er gået ud over alle i Colombia.

I 2016 sluttede krigen, da præsidenten og FARC blev enige om en fredsaftale. Selvom FARC og regeringen ikke længere kæmper, er der stadig uro i landet. Nogle af de grupper, der deltog i borgerkrigen, holder stadig sammen og lever af at sælge narkotika.