Forfattere

Marie Duedahl har skrevet bøger i næsten 30 år, og mange af dem er letlæsningsbøger. At være med til at lære børn at læse er noget af det fineste, Marie Duedahl kan forestille sig. Hun skriver spændende, vedkommende historier, uanset hvor kort bogen er, og uanset hvor lavt lixtallet er. Selv om du kun er seks år, skal du have god litteratur, mener hun. Bøger med et fængende plot, originalt sprog og med humor, spænding og alvor.
 

Caroline Ørsum har skrevet historier, siden hun var gammel nok til at kunne sætte bogstaver sammen til ord, og i dag skriver hun romaner til unge og voksne. Ørsum skriver, fordi hun synes, det er livsbekræftende at fortælle historier, og hun har taget skrivekurser for at blive bedre til at skrive og ikke mindst bedre til at se sine egne svage punkter. Caroline vil anbefale alle, der gerne vil være gode til at skrive, at gøre det samme. Caroline Ørsum bliver inspireret af mange ting, men mest af alt af mennesker. Det kan være en person, hun møder eller læser om, eller en samtale i en bus.

Peter Krogholm er uddannet journalist, så det at skrive har altid været en del af hans professionelle liv. Det er dog noget helt andet at skrive en bog end at skrive en artikel, siger han. Journalisten bliver drevet frem af en deadline, der tvinger skrivningen i gang, mens forfatteren i høj grad er overladt til sin egen selvdisciplin. Og han prøver selv at skrive hver dag. Da Peter Krogholm var barn drømte han aldrig om den renskurede helt. Det var i langt højere grad gangstere, tyve og andre på kant med reglerne han fandt interessante. Og det ses i hans bøger i dag.

Tegnere

Jørn Villumsen har lagt farver og streger til mange kendte børnebøger. Og hvis der er noget, han er mester i, så er det at få figurerne til at rejse sig fra papiret og blive til levende karakterer. Figurernes træk skal være karikerede og tydelige, siger illustratoren. Derfor giver han ofte kvinderne rødt hår, og store næser og tænder. Og så er mimikken og øjnene vigtige for at få følelserne frem og give figurerne liv. Se selv, hvad du synes, når du læser historien om Palle og pletten.

Thomas Hjorthaab er uddannet tegneserietegner og har siden han blev uddannet i 2012 mest tegnet børnebøger, men laver også animationer til musikvideoer, TV og tegnefilm. Måske kender du Bogen om verden og Hvad er et æg af Johans Olsen? Det er Thomas Hjorthaabs tegninger, der med begejstring og glæde illustrerer de naturvidenskabelige emner, som bøgerne tager fat om. Se hans fine tegninger i historien Aldrig mere, der illustrerer en lille piges stærke følelser.
 

Tom Kristensen er illustrator og tegneserietegner, uddannet fra Viborg Tegneskole og Designskolen i Kolding. Han elskede selv at læse tegneserier, da han var barn, og i dag brænder han for at fortælle historier gennem sine billeder, både til børn og voksne. Han har arbejdet med visuel historiefortælling i mange former, og han henter inspiration i billedkunsten, for eksempel Edward Munch og Egon Schiele.
Vurdér selv de stemningsfulde tegninger, når du læser historien Nord og syd.