Tak for nu
I 22 år har lærere og elever taget verden ind i klasseværelset. Det er vi dybt taknemmelige for. Siden 2004 har Hele Verden i Skole og LæseRaketten sat børns ret til uddannelse på skoleskemaet i børnehaveklasse til 9. klasse i Danmark, Grønland og Sydslesvig.
Danske elever har sunget og danset, holdt taler og lavet mad, udarbejdet løsninger på klima- og miljøproblemer og råbt politikerne og skiftende statsministre op foran Christiansborg. Eleverne har lavet Danmarks længste plakat med budskabet "Send min ven i skole og giv hende en god lærer," og de har deltaget i verdens største klassetime om kvalitetsuddannelse. De har samlet ind på fantasifulde måder til børns skolegang, de engageret sig i Verdensmålene og gjort en vigtig forskel.
Bag det hele har der stået en masse seje lærere. Jer!
Vores tal fortæller noget af historien:
- 22 LæseRaketter med tilhørende undervisningsmateriale er udgivet og har besøgt lande fra Angola og Colombia, til Jordan, Kenya og Guatemala.
- Mere end 3 millioner bøger er distribueret til elever i Danmark, Sydslesvig og Grønland.
- I top-årene deltog over 177.000 elever om året – næsten 1 ud af 3 grundskoleelever i Danmark – og op til 72 % af landets grundskoler var med.
- Tusindvis af lærere har år efter år bestilt materialerne og gjort globalt medborgerskab til en del af hverdagen i klassen.
- Over 8 millioner børn i mere end 100 lande har hvert år stået sammen i Den Globale Aktionsuge for uddannelse.
- Vi har holdt dansk bistand til uddannelse fast i politikernes opmærksomhed og Danmark er nu et af de få lande i verden, der fastholder størrelsen af sin bistand til uddannelse.
Det er jer – lærere – der har gjort alt dette muligt herhjemme. Jeres engagement år efter år har været hjertet i projektet. Tak!
I har været en del af den bevægelse. Selv om verden har oplevet store forandringer, er det gået fremad. Siden årtusindeskiftet er 327 millioner flere børn kommet i skole verden over – det svarer til 25 nye elever hvert minut gennem et kvart århundrede.
Det er derfor både med stor vemod og samtidig stolthed og ydmyghed, at vi nu meddeler, at Oxfam Danmark har besluttet at afslutte Hele Verden i Skole, og at der ikke bliver udgivet nye materialer eller udgaver af LæseRaketten i fremtiden. Vi har ikke mulighed for fortsat at finansiere denne indsats, og vi har valgt at samle vores energi og ressourcer om nye tiltag, der kan bidrage til en mere lige og retfærdig verden.
Følg Oxfam Danmarks fortsatte arbejde med ulighed, uddannelse og retfærdighed på www.oxfam.dk. Dér kan du også blive medlem og få nyhedsbreve om vores arbejde.
Alle 22 LæseRaketter og tilhørende materialer forbliver tilgængelige på heleverdeniskole.dk – vi håber, de fortsat vil leve i jeres undervisning.
Tusind tak for 22 fantastiske år!