Syriske flygtninge i Jordan
Der har været krig i Syrien i snart ti år. Derfor er mange mennesker fra Syrien flygtet til nabolandene Tyrkiet, Libanon, Irak, Egypten og Jordan.
I Jordan regner man med, at der i dag bor omkring en million syriske flygtninge i landet. Cirka 662.000 af dem er registrerede som flygtninge i landet.
Mange flygtninge bor i byerne blandt jordanere, men cirka 125.000 syriske flygtninge bor stadig i flygtningelejre i Jordan.
I flygtningelejren Za’atari
En af Jordans største lejre hedder Za’atari. Den ligger i det nordlige Jordan tæt på grænsen til Syrien. Her bor der cirka 77.000 syriske flygtninge. Det er den lejr med flest syriske flygtninge i verden.
I Za’atari bor de fleste i huse lavet af containere, nogle få bor i telte. Lejren minder om en stor by med både markeder, skoler og butikker. Lejren har også 32 skoler til de mange børn i lejren.
På Munas skole går pigerne i skole om formiddagen, og drengene går i skole om eftermiddagen.