Masaier og turkana-folk
Et af Kenyas mindre folk er masai-folket. De taler deres eget sprog og har deres egne traditioner.
Masai-folket lever af deres dyr. Før i tiden flyttede de rundt med dyrene for at finde føde til kameler, køer, geder og får. Det kaldes nomader. I dag bor de fleste fast det samme sted. Så tager de af sted med dyrene, for at de kan finde føde, og kommer tilbage til deres hus. Gennem mange generationer har mændene passet kameler og køer, mens kvinderne har haft ansvar for får og geder.
Dyrene er stadig meget vigtige for masai-folket. Ikke kun fordi man bruger deres kød, mælk og skind. De er også en del af en families stolthed og kultur.
Den gud masai-folket har troet på igennem mange hundrede år, kalder de Ngai. De mener, at Ngai bor i himlen. Derfor er høje bjerge og figentræer vigtige. Nogle af masai-folkets ritualer handler om at gå rundt om en figentræ, pynte træet eller lægge kød som et offer under et figentræ eller ved et bjerg.
I dag er mange fra masai-folket kristne og går i kirke om søndagen.
I LæseRaketten kan du læse mere om Gladys, der er masai. I den historie hører vi også om, hvad tørken har betydet for familien og dyrene.
Turkana-folket bor i området ved Turkanasøen. Der er meget tørt og varmt både om dagen og om natten. De har tidligere levet som nomader. I dag er det ofte mændene, der går fra sted til sted for at finde føde og vand til dyrene. Resten af familien bliver boende det samme sted. Det kalder man halv-nomader.
Der er et særligt samarbejde mellem naboer og familier hos turkana-folket. Man hjælper hinanden og deler det, man har. Også selv om det ikke altid er meget. Mange kender til planter, og hvordan man kan bruge dem mod sygdomme.
Turkana-folkets religion er i dag en blanding af kristendom og traditionel religion. Mange beder til guden ”Akuj,” som betyder himmel. Et gammelt ritual handler om at finde et sted på bjerget, hvor man ofrer til sine forfædre ved at slagte en ged eller lægge en sten. Ritualet kalder man ”Ng’asenon.” Nogle gør dette i dag, når tørken er lang, og der er brug for regn til mennesker og dyr.
I LæseRaketten kan du læse mere om Maximilla, der hører til turkana-folket.
7. klasserne på Maximillas skole danser traditionelle turkana-danse. Denne hedder ekori, der betyder giraf. Den bliver brugt til underholdning ved brullupper.