Uddannelse er en menneskeret
Uddannelse er en menneskeret, som alle mennesker har krav på, det står der i FNs menneskerettigheder. Alligevel er der stadig 59 millioner børn i verden, der aldrig kommer i skole (Opdateret 2021). De lærer ikke at læse, regne eller skrive. Det betyder, at de får sværere ved at deltage i samfundet.
I 2015 vedtog verdens ledere en helt ny kurs for verdenssamfundet. 17 verdensmål skal forandre verden frem mod år 2030. Her spiller retten til uddannelse en vigtig rolle. Det mørkerøde verdensmål, mål nr. 4, skal sikre alle lige adgang til en kvalitetsuddannelse. Kvalitetsuddannelse kræver, at der ikke sidder 100 elever i én klasse, at der er uddannede lærere, og at undervisningen foregår i ordentlige lokaler.
Uddannelse skaber udvikling
Foto: William Vest-Lillesøe
Uddannelse er med til at:
- Mindske ulighed
- Øge befolkningens sundhed
- Løfte mennesker ud af fattigdom
- Reducere kriminalitet
- Skabe økonomisk velstand og udvikling
- Forbedre miljøet
Da eleverne på Randersgade skole arbejdede med verdensmålene en varm sensommerdag i september måned, var det mørkerøde verdensmål også populært. To elever fra 5.y fortalte om, hvorfor de havde valgt mål nr. 4 som deres yndlingsverdensmål: ”Giv folk en uddannelse, så de kan leve ligesom andre mennesker i verden,” sagde Julius og Gabriel fra 5.y.
Verdenssamfundet og Julius og Gabriel er enige – uddannelse skaber grundlaget for et bedre liv og en bedre verden. Forskning viser også, at uddannelse mindsker risikoen for krig, øger befolkningens sundhed, løfter mennesker ud af fattigdom og skaber økonomisk velstand og udvikling.
I Oxfam IBIS arbejder vi med at sikre alles ret til en god uddannelse, fordi vi tror på, at uddannelse skaber udvikling.
Læs mere om verdensmålene