Billedet her er fra Bolivia, hvor oprindelige folk marcherer for deres rettigheder.
Foto: Eva Køngerskov

Oprindelige folks rettigheder

Sidst ændret
14.01.2021

De fleste oprindelige folk har gennem historien været undertrykt af resten af samfundet. Verden over kæmper oprindelige folk for deres rettigheder. De kæmper for retten til jord, retten til uddannelse på deres eget sprog og retten til at bevare deres kultur.

Selvom mange oprindelige folk har boet i et område gennem mange generationer, ejer de sjældent den jord, de bor på. De lever ofte i områder, der er rige på naturressourcer som olie, tømmer og kul. Derfor trues de også af virksomheder fra andre lande, som ønsker at udvinde naturressourcer i deres områder. I Colombia tvinges oprindelige folk til at flytte fra deres jord, fordi der skal dyrkes palmeolie og udvindes kul.

Oprindelige folks særlige rettigheder

I 2007 vedtog FN ”Erklæringen om Oprindelige Folks Rettigheder”. Den beskriver, at oprindelige folk har retten til selv at bestemme over deres kultur, traditioner og sprog. De har også ret til at bestemme over de områder, hvor de har boet i generationer.
Desværre overholdes erklæringen ikke altid. Det kan du læse dig til både i LæseRaketten og her på hjemmesiden.