Fredelig demonstration i byens Gaoua.

Foto: William Vest-Lillesøe

Mod nye tider

Sidst ændret
11.01.2021

I 2015 skulle der være valg i Burkina Faso. Befolkningen håbede på et nyt demokrati, men nogle prøvede at forhindre det.

I 2014 blev der indsat en midlertidig regering med Michel Kafando som præsident. Aftalen var, at der skulle holdes valg i oktober 2015. Befolkningen skulle vælge en ny leder. Men sådan skulle det ikke gå!

Nyt kupforsøg

En måned inden valget tog nogle soldater præsidenten og tre ministre til fange. Soldaterne ville have, at regeringen skulle fjernes. Kuppet varede dog kun en uge. Både politikerne og befolkningen var nemlig imod kuppet. Befolkningen gik på gaden og demonstrerede. De havde grene med for at vise, at de ville løse problemet fredeligt. Til sidst blev regeringen frigivet. Lederne fra flere lande omkring Burkina Faso hjalp også med at skabe fred igen.

Den 29. november 2015 blev der endelig afholdt valg. Det blev vundet af politikeren Roch Marc Christian Kaboré med 53 % af stemmerne. Han er den første præsident i 49 år, som ikke er fra militæret. Hans parti ønsker nye tider for Burkina Faso. Tiden vil vise, hvordan det skal gå. Læs mere om tiden fra 2015 til 2020 i tidslinjen.