Foto: William Vest-Lillesøe

Griot-familier

Sidst ændret
11.01.2021

Musikere, sangere, digtere og historiefortællere. Griot-familierne i Burkina Faso spiller musik og fortæller historier.

I Vestafrika er der en lang tradition for musiker-familier. De bliver kaldt for grioter. Mange af børnene i griot-familier lærer at synge, spille, digte og fortælle. De lærer de gamle sange og deres forfædres historie. På den måde fører de traditionerne videre.

Når der er fest, optræder grioterne med musik og sang. De har deres egne særlige instrumenter. De synger om alt fra fødsel og død til politik og sladder. Når en høvding skal begraves, er det grioter, som fortæller historier om fortidens høvdinger.

Nogle grioter sammenligner sig selv med gamle baobabtræer. Baobabtræer kan blive tusinder af år gamle, og derfor har de minder om en fjern fortid. Det er også grioternes arbejde. De viderefører deres landsbys og samfunds historie.

Danmarks grioter

I gamle dage havde vi skjalde i Danmark. De havde den samme slags opgaver som grioter. De digtede også sange og fortalte historier. De bragte nyt fra nær og fjern, dengang der ikke fandtes radio, fjernsyn og internet.