En gruppe unge drenge drikker te og fortæller historier
Foto: Lotte Ærsøe

Godnathistorier

Sidst ændret
03.12.2021

I Burkina Faso er det ikke kun børnene, der får godnathistorier om aftenen. Her er det de voksne, som fortæller hinanden eventyr.

Det er aften i landsbyen. Stjernerne er begyndt at titte frem i tusmørket. De voksne sidder i en kreds og drikker te. En af dem er netop begyndt på en historie.

Nogle af landsbyens børn lister nærmere for at lytte med. Andre børn sover allerede. Når der bliver fortalt historier i Burkina Faso, er det nemlig ikke kun til børnene. De voksne elsker at høre fabler og eventyr, som de kan diskutere.

Forfædrenes historie

Fortællingerne er en gammel tradition. Bøger er sjældne i Burkina Faso. Mange mennesker har aldrig lært at læse. Hvis ikke historierne blev fortalt fra mund til mund, ville de gå i glemmebogen.

Man kan lære meget af fortællingerne. De kan handle om dyr eller ånder. De kan være sjove eller drabelige. Ofte lærer folk noget om familiens og landsbyens historie, eller om hvordan man bør opføre sig.

Fortællingerne er med til at binde fortid og nutid sammen. Man siger i Burkina Faso, at forfædrenes historie også er ens egen historie. Historierne hjælper os med at forstå, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Her kan du læse fabler og fortællinger fra Burkina Faso