Roni

Sidst ændret
06.01.2025
Indholds elementer
Billede
Image
Roni_Mezquital_Guate_Guatemala_foto_HansBach-653-825x520px.jpg
Billede kredit
Foto: Hans Bach
Tekst afsnit

Roni er 14 år og går i 9. klasse. Han bor i området Mezquital, som ligger i zone 12 i Guatemala City. Det er Guatemalas hovedstad, som mange også bare kalder ”Guate.” Zone 12 er en af Guatemalas røde zoner, hvor der er meget kriminalitet og mange bander.

Roni og hans venner vil gerne ændre på deres samfund, så der bliver mere fredeligt. Derfor er de med i gruppen, PJO. Dér mødes de og snakker om de udfordringer, som de oplever. Det er alt fra klima og affald, til bander, stoffer, vold og korruption.
PJO-lærerne hjælper eleverne med at tale om det og med at arbejde med løsninger og ændringer. De viser dem, hvordan de kan få indflydelse på deres eget liv og deres land.

Når Roni har fri, kan han og Auri godt lide at købe is i centeret og se sjove videoer på TikTok. Nogle dage følges de bare hjem fra skole.

I weekenden kan Roni godt lide at besøge sine bedsteforældre. Hans bedstefar fortæller mange historier. Både nogle af ”Guatemalas legender” og historier fra hans eget liv. Roni kan godt lide dem, der handler om at få en chance mere for at ændre sig og gøre sig umage. Han ser op til sin bedstefar, der gerne ville på universitetet, men han fik børn meget tidligt og måtte finde et arbejde i stedet. Bedstefaren minder ofte Roni om at gøre sig umage og forfølge sine drømme.

Og det gør Roni. For han vil gerne være ingeniør. Han håber på at kunne komme både i gymnasiet og på universitetet. Han vil også gerne rejse ud i verden. Enten til Spanien eller USA og blive endnu dygtigere, så han kan komme hjem igen og få et godt job. Først derefter vil han måske have en kæreste og sin egen familie.

Video
Video credit
Video: Hans Bach.