Foto: Andreas Beck

Fakta om den gulkronede amazon papegøje

  • Levested: Regnskov
  • Type: Fugl  
  • Føde: Vegetarisk
  • Alder: 80 – 100 år
  • Størrelse: 30 – 40 cm fra halespids til hoved
  • Vægt: Omkring 450 gram
  • Antal: Omkring 7.000 i Colombia
  • Sjove fakta: Kan lære at sige ord

Den gulkronede amazon er en af de mange forskellige amazon papegøjer. Der findes 36 forskellige arter i alle regnbuens farver. Den har sit navn fra en lille gul top på hovedet, som ligner en krone. I Danmark har vi gulkronede amazon papegøjer som kæledyr. Mange mennesker kan godt lide dem, fordi de kan lære at snakke.

En hyperaktiv familiefugl   

Amazon papegøjen lever i større flokke, men kan bedst lide at være sammen med sin familie. Når papegøjen får sin første mage, bliver de næsten altid sammen hele livet. Parret lever sammen med ungerne i en kernefamilie. Når forældrene får et nyt kuld unger, bliver det ofte for meget for de store unger. Så begynder de at færdes mere for sig selv. I hvert fald indtil de selv finder en mage.

Amazon papegøjen er meget aktiv. Den laver hele tiden noget, men bruger mest tid på at lede efter mad sammen med flokken. De finder kerner, korn, frugt og nogle gange insekter, som de spiser med det samme.

Et smart næb

Alle papegøjer har et stort hoved, en kort hals og et næb der peger nedad. Næbet fungerer som et rivejern. Det river en nød eller et frø i mindre stykker, så papegøjen kan sluge det. Men det er også en god oplukker, når papegøjen skal åbne nødder og pille kernen ud.

Papegøjen er dygtige til at klatre. Den har to tæer, der vender frem, og to, der vender bagud. Med dem kan den holde fast i grene og bære sig selv på siden eller på hovedet. Det passer godt til dens aktive livsstil at kunne sidde på de mange kreative måder. 

Dygtig til at efterligne

Den gule amazon kan nemt lære at snakke. Når papegøjen snakker, ved den ikke hvad den siger - den efterligner bare lyde. Forklaringen er, at de fleste papegøjefamilier har deres egen lyd, som ungerne skal være gode til at efterligne. Forskere mener, at papegøjer begynder at efterligne menneskers lyde, når de ikke er sammen med andre papegøjer.

Her tæller en gulkronet amazon papegøje til fem på spansk

Film: Andreas Beck og Heidi Brehm