Landskaber og geografi
Tværs gennem Kenya går en meget lang dal – Great Rift Valley. Dalen er er fyldt med vulkaner, kløfter og sprækker. Den strækker sig helt fra Syrien til Mozambique og er omkring 6.000 kilometer lang. Dalen kaldes også en forsænkning. Den blev dannet for mere end 35 millioner år siden.
På en rejse rundt i Kenya kommer du gennem mange forskellige landskaber. Fra stepper og ørken i nord over højsletter og bjerge til savannen og den tropiske regnskov i syd. Kenya har også en lang kystlinje ud til Det Indiske Ocean.
Kenya ligger på ækvator. Klimaet er tropisk. Men vejret ændrer sig i de forskellige landskaber.
Mod nord i Kenya er landskabet tørt. Her vokser spredte træer og buske. Området har været ramt at tørke i flere år. Uden regnen bliver landskabet som en ørken. Og det bliver svært for mennesker og dyr at leve her. Her i nordvest ligger også Turkana-søen – verdens største ørkensø. Den ligger 370 meter over havets overflade. Søen er en del af Great Rift Valley. Her lever mange fugle, padder, krokodiller og flodheste. Vandet i søen er salt. Det er derfor ikke særlig godt som drikkevand for mennesker.
På begge sider af Great Rift Valley findes højlandet. Det bliver også kaldt for Rifthøjlandet. Her er temperaturerne køligere – 27 grader om dagen og 13 grader om natten i gennemsnit. Der er forskel på årstiderne, som opdeles i regntid og tørtid. Højlandet er frodigt. Der kan dyrkes kaffe, te, sisal, majs og hvede for eksempel. Og der dyrkes også grøntsager til eget forbrug og lokalt salg. Flere af Kenyas nationalparker med mange dyr ligger i højlandet.
Kenyas bjerge ligger også langs med Great Rift Valley. Det højeste bjerg i Kenya er Mount Kenya. Det er 5.199 meter højt. Det er det næsthøjeste bjerg i Afrika. Kun Kilimanjaro i Tanzania er højere. Bjerget har engang været en vulkan med flere toppe. Mellem toppene var der dale med smeltevand. Der er 12 gletsjere i bjergene. Mount Kenya er et alpint område midt i det tropiske Kenya. Her findes cirka 30 planter, der ikke vokser andre steder i verden. På de laveste skråninger lever blandt andet elefanter, bøfler, antiloper og aber.
Der ligger tropiske regnskove i et grønt bælte tværs over ækvator. De vokser i jordens tropiske klimabælte. I Kenya ligger regnskoven mod sydvest tæt ved grænsen til Uganda ved Victoriasøen. Regnskoven her er høj, tæt og meget frodig. Her findes mange arter af både træer, planter, pattedyr, krybdyr og insekter. Regnskoven dækker et område på 240 km2. Engang var området meget større. Men også i Kenya bliver regnskoven fældet, og jorden bliver brugt til landbrug.
Mod syd i Kenya findes savannen. Her er der store græssletter med spredte buske og træer. Et af de træer, der vokser på savannen, er akaciatræet. Træets krone ligner en paraply. Også baobabtræer ses her. Store dele af året er der tørt. Men når regnen kommer, bliver græsset grønt. Og så kommer dyrene. På savannen ligger flere nationalparker med mange dyr. Dyrene bevæger sig mellem Kenya og Tanzania på vandring efter det frodige græs og de bedste vandhuller. På Kenyas savanne søger de især mod floderne Mara og Talek.
Den østlige del af Kenya ligger ud til Det Indiske Ocean. Klimaet er tropisk, og der er varmt hele året. Langs kysten ligger mange små landsbyer, hvor folk lever af at fiske. Hele kysten er 536 kilometer lang med med klipper og fine sandstrande. Kenyas næststørste by Mombasa ligger også ved kysten. Byen har landets største havn. Mange turister besøger byen og strandene. Tæt ved kysten er lange strækninger med palmer og store baobabtræer.