Dorthe Nielsen interviewer Rohda og hendes familie fra LæseRaketten om Sydsudan 2017.
Foto: William Vest-Lillesøe
Et godt interview
En journalist har brug for kilder for at få historierne i kassen. Som journalist kan du ikke bare selv skrive, at tingene hænger sammen på en bestemt måde. Du bliver nødt til at have folk til at sige det. En kilde kan være Fru Jensen, der har overværet et bankrøveri, og det kan være TV-eksperten, der kan forklare, hvorfor så mange unge elsker Paradis Hotel.
En kilde kan også være en rapport, en hjemmeside eller andre skriftlige kilder, som man bruger til sin artikel. Det er vigtigt, at du altid skriver i artiklen, hvor du har fundet den information, du bruger, og hvem du har talt med.
Tjekliste til det gode interview:
- Forbered dig godt. Hvad er formålet med dit interview? Hvad vil du gerne have svar på af kilden?
- Skriv dine spørgsmål ned. Selvom du kun har et enkelt eller to spørgsmål, så skriv det ned, så du ikke glemmer noget.
- Præsenter dig selv og gør opmærksom på det, hvis du optager interviewet.
- F ik du et svar? Vær sikker på, at kilden har svaret på dit spørgsmål, før du går videre til det næste. Hvis du ikke er helt sikker eller mangler mere information, så spørg igen.
- Citer korrekt. Vær sikker på, at du staver kildens navn og titel rigtigt, spørg hellere igen, hvis du er tvivl?
- Spørg altid om du må ringe igen, i fald du mangler noget.