Foto: Lotte Ærsøe

Uddannelse skaber udvikling

Sidst ændret
15.11.2022

Uddannelse er en menneskeret. Alle børn i verden har ret til at komme i skole.

Uddannelse har en forandrende kraft. Den gør mennesker bedre i stand til at bestemme over deres eget liv og hjælpe deres familier.  

Forskning viser

  • At folk, der har fået en uddannelse, støtter mere op om demokrati
  • At uddannelse kan være med til at mindske risiko for krig
  • At uddannelse gør folk mere sunde
  • At man kunne løfte 171 mio. mennesker ud af fattigdom, hvis alle børn i verden kom i skole og lærte at læse, skrive og regne

Foto: William Vest-Lillesøe

 

Hvis man har en uddannelse, er det også lettere at forstå og forsvare andre menneskerettigheder. Hvis man ikke kan læse, skrive og regne, kan det være svært at deltage aktivt i et samfund.

Uddannelse er en af de sikreste veje ud af fattigdom

Mangel på uddannelse gør det sværere for mennesker at kæmpe for deres rettigheder og komme ud af fattigdom.

Der er altså god grund til at arbejde for, at ALLE verdens børn kommer i skole. Det er godt for både børnene, deres familier og samfundet.

Der er en direkte sammenhæng mellem uddannelse og sundhed. Med bedre uddannelse er der for eksempel færre mødre, som dør under fødslen, og flere spædbørn, som overlever deres første år.

Uddannelse har også betydning for, hvor tidligt piger bliver mødre, og dermed for pigers mulighed for at fortsætte deres skolegang og skabe sig et bedre liv.

Verdensmål nr. 4 sætter fokus på uddannelse

Et af de nye verdensmål sætter fokus på, at alle børn i verden får en god uddannelse. Læs mere om det nye verdensmål.