Foto: Damien Halleux Radermecker

27 år med samme leder

Sidst ændret
02.07.2020

Burkina Faso havde fra 1987-2014 den samme præsident. I 2014 måtte han flygte ud af landet, da folket gjorde oprør.

I 1987 var der militærkup i Burkina Faso. Den nye præsident blev kaptajnen Blaise Campaoré. I de næste 27 år var det ham, som bestemte i landet. Mange i befolkningen var ikke glade for ham. Han lyttede ikke til de fattige, som gerne ville have bedre vilkår.

Alligevel er han blevet valgt igen, hver gang folk skulle vælge en ny leder. Mange mener, at det er fordi, han snød med stemmerne.

Folket gør oprør

I 2014 prøvede Blaise Campaoré at ændre landets grundlov. Loven forbød ham nemlig at fortsætte som præsident.

Mange folk blev vrede over hans planer. Flere hundredetusinde mennesker gik på gaden og demonstrerede. Der blev sat ild til nogle af regeringens bygninger, men ellers var det et fredeligt oprør.

Præsidenten måtte droppe sit forslag. Men befolkningen blev ved med at demonstrere. Derfor endte Campaoré med at flygte ud af landet.