Lav din egen panfløjte
Panfløjten kendes fra oldtidens Grækenland. Den har fået sit navn efter den græske gud Pan. Pan er gud for hyrder og dyreflokke og for bjergenes liv. På billeder og statuer har han tit en fløjte i hånden.
I dag er panfløjten udbredt i hele verden. Og den er et vigtigt instrument i musikken fra Andesbjergene.
I Andesbjergene i Bolivia spillede oprindelige folk på forskellige fløjter og slagtøj (trommer). Fløjterne kunne være en enkelt fløjte, som var lavet af træ eller bambus. Den kaldes en quena. Og så brugte de også panfløjter. De kaldes enten en siku eller en zampoña. Trommerne var lavet af træ med et dyreskind spændt over.
Da spanierne kom til Bolivia, havde de guitarer med. Derfor er der ofte en guitar eller en lille charango (den ligner en mandolin) i bolivianske orkestre. Men fløjterne er de vigtigste.
Til festivaler og optog ses mange panfløjte spillere i traditionelt tøj. I optogene kan man se både store og små panfløjter.