Foto: Morgue File / CC Cohdra

Fakta om kæmpemarsvinet

  • Levested: Langs floderne i nærheden af Amazonas
  • Type: Pattedyr
  • Føde: Vegetarisk, græs og blade
  • Alder: 6-10 år
  • Størrelse: Op til 1,2 meter i længden. Omkring en halv meter i højden.
  • Vægt: Omkring 45 kg
  • Antal: Vides ikke - ikke en truet dyreart
  • Sjove fakta: Spises af mennesker i Colombia

 

Marsvin på størrelse med en hund

Kæmpemarsvinet er verdens største gnaver. Forestil dig et marsvin så stort, at du vil kunne ride på det i skole. Så har du et fint billede af, hvordan et kæmpemarsvin ser ud.

Kæmpemarsvinet er brunt og har en kras pels. Det skulle eftersigende være et godt kæledyr.

En sulten vegetar

Kæmpemarsvinene lever i familieflokke. Flokken kommunikerer med skrig og lyde til hinanden. De skriger, når den advarer mod rovdyr eller viser sit territorium.

For at få kalorier nok til sin store krop må kæmpemarsvinet spise meget. Den spiser cirka 3 kg græs om dagen.  

Gemmer sig under vandet

Kæmpemarsvinet er glad for vand – og bor altid i nærheden af det. Fødderne har både kløer og svømmehud, så den kan klare sig både på land og i vandet. Den bruger vandet til at gemme sig for rovdyr. Den kan presse de små, runde ører ind imod hovedet, så der ikke kommer vand ind i ørerne.
Anakondaer, jaguarer og særligt mennesker har kæmpemarsvin på menuén. I Colombia er kæmpemarsvinet nemlig en delikatesse. Når der kommer et rovdyr eller en jæger, hopper kæmpemarsvinet ned i vandet. Den kan holde vejret i omkring 5 minutter. Så stikker den hovedet op, trækker luft og ser, om der er fri bane.

Den har et helt fladt hoved. Det er formet som et rektangel. Både øjne og næsebor sidder øverst på den lange side af hovedet. Det er smart, for så kan den stikke hovedet en lille smule op, trække vejret og se sig omkring uden selv at blive set.