LæseRakettens tegnere og forfattere

Sidst ændret
02.07.2020

Forfatterne

Charlotte Fleischer er forfatter og tegner til letlæsningsbøger som Den Lille Heks, Tante Fjas og Bent Bandit. Hun er medforfatter til novellefilmen ”Op med humøret”, en film efter hendes bog af samme navn. Hun medvirker som tegner og farvelægger i den animerede tv-serie ”Sallies Historier” efter Kim Fupz Aakesons bog. I LæseRaketten har Charlotte skrevet og tegnet historien om Nofle og Majmu.

Henrik Einspor er forfatter til over hundrede bøger for børn og unge. Fælles for mange af dem er, at grin og gys ofte går hånd i hånd, som fx i serierne om Den grønne detektiv, Max Skræk eller Hansi Hønegal. Men han kan også skrive mere ildevarslende, som i novellen i Læseraketten, hvor drengen, der er ude og løbe bliver indhentet af Døden i skikkelse af en pige. www.einspor.dk

Nick Clausen er en produktiv børne- og ungdomsforfatter. I sine bøger bevæger han sig på grænsen mellem det normale og det fantastiske. Hans personer befinder sig i den virkelige verden, hvor normaliteten hersker og alt ånder fred og idyl – lige indtil monsterets ankomst, hvor det normale erstattes af det monstrøse. Nick Clausen kredser om de klassiske gyser-skabninger: varulve, vampyrer, hekse, genfærd - www.nickclausen.dk

Camilla Wandahl er folkeskolelærer og debuterede i 2009 med ungdoms-romanen Hjerte i vente. Hun har siden skrevet mere end tyve bøger for børn og unge, herunder pige-serierne Veninder for altid og Alt om at være pige, den letlæste eventyr-serie Søstre på De Syv Have og havfrue-romancen Havets Tåre.Foruden serier har Camilla skrevet flere ungdomsbøger. Camilla holder foredrag om sine bøger på skoler og biblioteker - www.camillawandahl.dk

Tegnerne

Peter Hermann er født i 1974. Han blev uddannet på den amerikanske tegne-serieskole The Kubert School og på Designskolen Kolding. Siden 1998 har han arbejdet som freelance tegner. I LæseRaketten har Peter tegnet de seje tegninger til Henrik Einspors historie. Peters hjemmeside: www.phermann.com

Christian Guldager er uddannet MultimedieDesigner og autodidakt tegner. Han bor i Smørum i et rækkehus der næsten ikke har plads til alle hans Star Wars legetøjsfigurer. Christian har tidligere arbejdet i computerspils-branchen, men har siden 2009 været fuldtids illustrator og forfatter. I LæseRaketten har Christian tegnet de fantastiske tegninger till Nick Clausens gyser. Se mere på www.chrisguldager.com
 

Lea Løvberg er født i 1986. Hun er selvproklameret illustrator, forfatter og kaffe-elsker. I LæseRaketten kan du se hendes flotte tegninger til Camilla Wandahls spændende historie ”Gyldne øjne.” Hun drømmer om at lave en tegneserie - og det projekt kan du læse mere om her: www.inuanuka.com