LæseRakettens forfattere og tegnere 2016

Forfatterne

Sandra Schwartz  (f.1979) debuterede med børnebøgerne om Fie i 2012. Siden da har hun skrevet en række børne- og ungdomsbøger, bl.a. børnebogsserien ”Et strejf af magi” og tweenromanerne ”Se mig nu” og ”Mig Maja” på Forlaget Carlsen. Ud over at skrive bøger holder hun også skriveworkshops og oplæg om sit forfatterskab på skoler og biblioteker mv. Læs mere på www.sandraschwartz.dk.

Nils Hartmann (f. 1941) arbejdede i 25 år som undervisnings-konsulent i UNICEF Danmark. I denne periode besøgte han lande i Afrika, Asien og Latinamerika og skrev om børnenes liv og rettigheder. I de senere år har han især skrevet historiske bøger for børn og unge og samarbejdet med tegneren Dorte Karrebæk om bøger for de mindste. Læs mere på hans hjemmeside www.nilshartmann.dk

Nanna Foss (f. 1985) bor på et gård-kollektiv med mand, børn og svigerfamilie. Hun debuterede i 2014 med romanen LEONIDERNE, der er bind 1 ud af 9 i serien SPEKTRUM. Hun har skrevet flere noveller  Nanna går på Forfatterskolen for Børnelitteratur i København og underviser i at skrive på bl.a. Forfatterskolen for Unge i Odsherred. Læs mere på www.nannafoss.dk

Michael Kamp er dual-class forfatter/nattevagt. Han sover om dagen, lever om natten og har skrevet 12 romaner, en tegneserie plus en stribe noveller, alle i de fantastiske genrer. Han er mest kendt for sine negleflænsende horror-historier, men har netop udgivet en humoristisk børnebogsserie med zombier. Tegneseien ”Monster” kan frit læses på hans hjemmeside: www.michaelkamp.dk

Linda Lassen er født 1948 og har skrevet over tyve bøger for børn og unge. Hendes hovedpersoner er ofte nogle af de børn og unge, der ikke råber højest. Hun boede med sin mand på Grønland 2007-9. Havet nyser, Ravnene tier og Børnene på Håbets Ø er fra den tid. Nu bor hun i Sønderjylland, hvor Mystik i slotskælderen og Obamas DNA foregår. Læs mere på: www.lindalassen.dk

 

Tegnerne

Anja Gram er født i 1968. Hun  har illustreret over 40 bøger for børn. Sammen med kulturjournalist og forfatter Tore Leifer står hun bag børnebogen "Da foråret forsvandt." Hun har tegnet til Sandra Schwartz' bøger om Fie. Se mere på: www.anjagram.com/

Dorte Karrebæk er født i 1946. Hun er både illustrator og forfatter. Hun har siden 1982 bidraget med humoristiske illustrationer til næsten 150 børnebøger på dansk, både med egen tekst og med andres - blandt andet af Louis Jensen og Nils Hartmann. Dorte Karrebæk har modtaget flere priser for sine bøger. I 2013 fik hun Kunstfondens livsvarige legat.
 

Sofie Kampmark er 27 år og bor i København. Hun er uddannet CG Artist fra The Animation Workshop i Viborg og fik sin bachelor med afgangsfilmen Tsunami, som i 2015 blev nomineret i Cannes. Hun arbejder til daglig med illustration og animation i reklamebranchen, men har også illustreret bøger og blade for bl.a. Egmont, Aller og Politikens Forlag. sofiekampmark.tumblr.com/

Claus Riis er uddannet fra Kolding Designskole og har siden 1993 arbejdet som freelanceillustrator til aviser, blade og bøger. Han har derudover selv skrevet og illustreret tre børnebøger, senest en samling rim og remser på Gyldendal: "Sneglepost og sokkerim". Se nogle af bogens illustrationer her: tegnerforbundet.dk/user/claus-riis/
 

Martine Noring er uddannet fra Danmarks Designskole 2006. Hendes foretrukne emne er dyr og fugle. Hun har bl.a. illustreret Alice i Eventyrland genfortalt af Leonora Christina Skov og en samling danske fortællinger for børn til et børnebibliotek i Afghanistan. Martine afholder undervisningsforløb for børn og unge i illustration og design. Se mere på: www.noring.dk