Edward og musikken

Sidst ændret
29.06.2020

Musikken betyder meget for Edward. Når han arbejder som DJ, skal han kunne spille meget forskellig musik, så folk får lyst til at danse.

I Guatemala er det meste musik på spansk. Og Edwards egne favorit-musikere synger også på spansk. Når han selv kan vælge, vil han helst lytte til rapmusik. Hans yndlingsrappere er Murder Cat og Boy C.


Edward viser os en af trommerne på det lokale garifuna-center. Foto: Claudia Pujol Rosenlund

Garìfuna-musikken er vigtig

Edward og hans familie tilhører garìfuna-folket, og de har deres egen musik. Garìfunaerne har afrikanske rødder, og det hører man tydeligt, når de spiller musik. Musikerne bruger afrikanske trommer til at holde rytmen. Der skal to trommespillere til at lave en rigtig garìfunarytme. Den ene trommespiller bliver kaldt ”el primero." Det betyder "den første." El primero spiller mange forskellige rytmer på sin tromme. Den anden trommespiller bliver kaldt ”el segundo.” Det betyder "den anden." El segundo spiller en fast rytme. Førstetrommen spiller melodien, mens andentrommen spiller en grundrytme.