Da Atitlan-søen blev til
Myten fortæller
Maya folket har en historie om Atitlan-søen. Her blev verden skabt. Det skete for 5000 år siden. En dag blev verden dækket af vand. Guderne satte tre store bjerge i vandet. De tre bjerge var en vugge. Guderne skød lyn mod vuggen. Lynene gav nyt liv. Mayaernes verden var skabt.
Lidt flere detaljer om myten
Mayaerne har en helt præcis dato for verdens skabelse. Det skete d. 13. august år 3214 før vores tidsregning. Ifølge myten er det vand, som dengang dækkede verden, det samme vand som er i Atitlan-søen i dag.
Læg mærke til huset, som er bygget helt ind i skråningen. Foto: Julie Dalsgaard Knudsen
Hvad siger geologerne?
Atitlan-søen er den dybeste sø i Mellemamerika. På maya-sproget kacqchikel betyder Atitlan – hvor regnbuen får sin farve. Det er en af verdens smukkeste søer. Ifølge geologer var der for 150.000 år siden intet vand i Atitlan-søen. Stedet var dækket af jord. Men dybt inde i jorden var der en luftlomme, som var fyldt med lava. Lavaen var kommet fra de aktive vulkaner rundt om søen.
For 84.000 år siden gik en af vulkanerne, Chocoyos Batholith, i udbrud. Over 250 km2 blev dækket af lava, aske og sand. Udbruddet var så voldsomt, at lavaen fra luftlommen forsvandt op gennem vulkanen.
Jorden over det store hulrum blev for tung, fordi lavaen var forsvundet. Hulen brød sammen, og der kom en 18 km bred kløft. Gennem tiden blev kløften fyldt op med regnvand. Og således blev Atitlan-søen til.
Fakta
Atitlan-søen ligger 1562 meter over havets overflade. Den er 130 km2 og 300 meter dyb. De tre vulkaner ved søen er alle over 3000 meter høje. Søen er ikke forbundet med havet, men to floder løber ud i søen.