Religion og tro i Colombia

Sidst ændret
14.01.2021

For mange mennesker i Colombia har tro stor betydning. Den er en del af hverdagen. Og mange traditioner har tilknytning til den.

Protestanter og katolikker

Medelllin katedral
Foto: CC/Pixabay

De fleste mennesker tilhører den kristne kirke. 79 % er katolikker og 14 % er protestanter. Den katolske kirke står stærkt i Colombia. I 2017 besøgte paven landet. Han opfordrede alle til at deltage i Colombias fredsproces– også landets præster. Han talte om, at Colombia havde brug for forsoning efter de mange års borgerkrig.

En del af de 14 %, som er protestanter, tilhører pinsekirken. Pinsebevægelsen spreder sig i mange lande i Sydamerika og Afrika.

Forskellen på den katolske og den protestantiske kirke.

Protestanter

  • Guds vilje står skrevet i Bibelen.
  • Kun tro kan frelse menneskers sjæl.
  • Kirken er jordisk og hører under staten.

Katolikker

  • Kirken er Guds stemme på Jorden.
  • Præster kan tilgive syndige handlinger.
  • Paven er Herrens stedfortræder og de kristnes øverste leder på Jorden.

De oprindelige folks tro


Foto: Andreas Beck

Der er 87 forskellige oprindelige folk i Colombia. De udgør 3,4 % af befolkningen. Den største gruppe er wayuu-folket, som bor i La Guajira i den nordøstlige del af landet. De fleste andre folk bor i de store regnskovsområder.

Oprindelige folk har deres eget sprog, kultur og traditioner. Deres tro er tæt knyttet til naturen og forfædrene. Deres opfattelse af tro kaldes ofte naturreligioner eller animisme.

I historien om Jennifer i LæseRaketten taler hendes bedstemor om El Espiritu – ånden, der kan afgøre fremtiden.

Hvad er animisme?

En animist opfatter alt som levende – alt har en sjæl. Vand, træer, sten og andet, der findes i naturen, har deres egen kraft.

I de fleste naturreligioner har forfædrene også stor betydning. Forfædrenes ånd kan tilkaldes.

Der er tæt sammenhæng mellem den fysiske verden og den åndelige verden. Ord og ting kan have en magisk kraft.


 

 


Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse