Floddelfin
Foto: Flickrfile / CC Alex Budovsky
Fakta om flodelfinen
- Levested: Floderne i Amazonas
- Type: Pattedyr
- Føde: Fisk, skildpadder og skaldyr
- Alder: Mellem 10 og 30 år
- Størrelse: 1,5 - 2,6 meter lange
- Vægt: Op til 180 kg
- Antal: Omkring 13.000 i verden
- Sjove fakta: Ungerne er grå, når de bliver født
Man kan finde den lyserøde floddelfin i Amazonas’ floder. Den er nem at få øje på i det brune flodvand. Dens lyserøde hud er lidt gummiagtig.
Delfiner er pattedyr. Derfor kan floddelfinen ikke trække vejret under vand. Gennem et hul i ryggen, trækker den vejret ind, når den kommer op til vandoverfladen.
Kvik og god at lege
Udover at fange mad bruger den meget tid på at lege. Den kaster sig op i luften eller jagter de andre for sjov. Floddelfinen lever nemlig sammen med andre delfiner i flokke.
Delfinen er ét af verdens mest intelligente dyr – dens hjerne er lidt større end menneskers. Delfiner kommunikerer med hinanden ved hjælp af pibelyde. De er så lyse, at de fleste mennesker ikke kan høre dem. På den måde kan de holde sammen på flokken, mens de jager fisk.
Farlig forurening
Floddelfinen er en truet dyreart. Jaguarer og andre rovdyr kan godt finde på at fiske efter delfiner, men det sker sjældent. Udover dem har delfinerne ingen fjender. Det er heldigt, for de har ingen kløer eller skarpe tænder, de kan ikke forsvare sig med. Forurening i regnskoven er et større problem. Det gør floddelfinerne syge.
I regntiden bliver Amazonas oversvømmet. Så svømmer delfinerne rundt mellem træerne.