Rosys hverdag

Rosy har mange pligter derhjemme. En af dem er at vaske alt familiens tøj i hånden. Det kan godt tage lang tid, når man er syv personer i familien.

Rosy er en pige, som tænker meget over tingene.

Skolen

Hun er glad for skolen, hvor hun især interesserer sig for Nicaraguas historie.

Lige nu lærer klassen om deres forfædre. Det er noget, der interesserer Rosy.

Jeg ved, at spanierne kom til landet for længe siden og gjorde indianerne til slaver. Jeg kender ikke så meget til de oprindelige folk, der er i landet i dag. Men det skal vi snart til at lære om, og det bliver spændende” siger Rosy.

Hun har også en helt klar idé om, hvad hun ville fortælle danske skoleelever, hvis hun mødte dem.

De skal studere og passe skolen. De skal lade være med at mobbe. Og de skal passe på, når de går på gaden,” siger den fornuftige pige.  

Rosy er en meget klog pige. Hun følger altid godt med i skolen og laver sine lektier.

Hun synes, det er vigtigt at gå i skole og få en uddannelse.

"Kun på den måde kan jeg komme til at leve et godt liv", fortæller Rosy.

Elsker mexikanske serier i fjernsynet

Rosy har tit travlt med forskellige pligter, når hun kommer hjem fra skole. Men der er også tid til at slappe af engang imellem. Rosy elsker at se mexicanske serier i fjernsynet.

I Danmark kalder vi den slags serier for sæbeoperaer. På spansk hedder de telenovelas. De er meget populære i hele Latinamerika. En sæbeopera er en lang tv-serie i afsnit. Som regel bliver der sendt et nyt afsnit hver dag i fjernsynet. De fleste sæbeoperaer handler om jalousi, kærlighed og familie.

”Jeg kan godt lide at se sæbeoperaer, fordi der er nogle gode budskaber i dem, ” siger Rosy. Som mange andre piger på 12 år er hun begyndt at interessere sig for kærlighed.

Rosy følger med i to mexicanske telenovelas. Den hun bedst kan lide hedder ”Cachito de cielo”. På dansk betyder det ”Cachito fra himlen”. Cachito er navnet på hovedpersonen i serien.

”Den handler om fodboldspilleren Cachito. Han bliver ramt af et lyn og dør. Han kommer op i himlen og møder nogle guder. De sender Cachito tilbage til jorden som en præst. Så bliver han forelsket i den samme pige, som han var kærester med, før han døde. Men hende må han ikke elske for guderne, for så kan han dø igen,” fortæller Rosy.

Se billeder fra Rosys hverdag