Madusu arbejder i minen

Sidst ændret
23.11.2016

En af IBIS´ ansatte har besøgt Madusu fra sidste års LæseRaket for at høre, hvordan hun har det, og hvordan ebola-udbruddet har påvirket hende. Madusu er den ene af pigerne på forsiden af LæseRaketten 2014.

Kan I huske Madusu, som var på forsiden af LæseRaketten sidste år? Madusu var pigen fra Sierra Leone som gik i 4. klasse, og hvis yndlingsfag var matematik. Madusu fortalte også, at hun gerne vil være sygeplejeske, når hun bliver voksen.

I dag går Madusu ikke i skole. Hendes skole er lukket, fordi sygdommen ebola hærger i Sierra Leone. Ebola er en sygdom, der er meget farlig. Den kan smitte ved at to mennesker rører ved hinanden. For at mindske risikoen for smitte er skolen lukket. Ingen ved, hvornår den åbner igen.

Madusu læser i sine skolebøger om aftenen. Hun vil ikke gå glip af noget. Men Madusu synes, det er svært at forstå, hvad der står i bøgerne. Hun mangler sin lærer til at hjælpe sig. Hun fortæller, at hun har lyst til at ringe til sin lærer og spørge om hjælp.

I stedet for at gå i skole, arbejder Madusu nu i guldminen sammen med sin mor.

"Vi er fattige, og min far er for gammel til at tage vare på os. Derfor bliver jeg nødt til at arbejde sammen med min mor, så der kan komme mad på bordet. Jeg vil i virkeligheden ikke arbejde i guldminen. Det er meget usundt for helbredet," fortæller Madusu.

Madusu er bekymret for, hvornår hendes skole åbner igen. Hun håber, den åbner meget snart, så hun kan starte i skole igen.