Hvad er ebola?

Sidst ændret
23.11.2016

Ebola er en sygdom som lige nu er i udbrud i Vestafrika. Der er endnu ikke fundet en medicin, der kan helbrede sygdommen. Derfor er den rigtig farlig.

Ebola smitter ved nærkontakt med et sygt menneske. Man kan blive smittet ved at røre en syg persons sved, blod eller spyt.

For at undgå at flere mennesker bliver smittet med ebola, har skolerne i Sierra Leone og Liberia været lukkede det sidste halve år. Nogle skoler er begyndt at åbne igen, men mange børn har mistet mere end et halvt års undervisning.

Det er svært at stoppe en sygdom som ebola i Vestafrika. Landene har meget få hospitaler, læger og sygeplejersker. Hvis man bliver syg, er der ofte langt til det nærmeste hospital. Mange hospitaler mangler udstyr for at kunne behandle de syge. Hospitalerne i landene har heller ikke plads til alle patienterne. Det har stor betydning, at resten af verden hjælper til med at få standset udbruddet. I Sierra Leone har der været stort behov for hjælp til at oprette midlertidige klinikker, hvor man kan isolere de syge, så de ikke smitter deres familie.

Udover lægehjælp er oplysning om ebola vigtig i kampen for at stoppe sygdommen. Mange mennesker ved intet om ebola, eller hvordan sygdommen smitter.

I Sierra Leone er der tradition for, at man rører døde familiemedlemmer ved en begravelse. En person, der er død af ebola, er en meget stor smittefare.

God oplysning om ebola kan hjælpe folk til at forstå, hvordan sygdommen smitter, og hvordan man bedst undgår at blive smittet. De sidste måneder har IBIS arbejdet for at oplyse folk om ebola.

Fakta

Danmark har ca. 300 gange så mange læger per indbygger, som man har i Sierra Leone.